Tags

,


Billede 1

Før i tiden læste jeg aldrig på engelsk, men jeg er så småt begyndt på det.

Da jeg læste John Greens Gåden om Alaska oplevede jeg for første gang, at jeg nogle gange tænkte: ”Det kan der simpelthen ikke have stået i originalen”. Jeg stødte på nogle ord og udtryk, hvor jeg havde indtryk af, at den var dårligt eller sløset oversat. Jeg havde tidligere læst Greens En flænge i himlen, hvor jeg dog ikke havde samme følelse. Den oplevelse førte til, at jeg efterfølgende købte to bøger af John Green. De er begge på engelsk, og jeg glæder mig til, engang, at læse dem, og se hvordan han selv formulerer sig, altså uden at hans ord først skal igennem oversætteren.

Oplevelsen gav mig blod på tanden, til at læse på engelsk. Jeg er af den overbevisning, at det ikke kan undgås, at der går noget tabt under oversættelsen. Vi ser det jo også på film med undertekster. Nogle gange står der noget, men skuespilleren sagde noget helt andet.

Billede 5Jeg læste efterfølgende Rainbow Rowells Eleanor & Park på engelsk, og det fungerede fint. Jeg var egentlig selv overrasket over hvor hurtigt jeg glemte, at det ikke var dansk jeg læste på.

Hvis jeg selv skal sige det, så er jeg rimelig god til engelsk, og har på ingen måde problemer med at kommunikere på sproget. Jeg havde dog aldrig tænkt, at det var en mulighed at læse bøger på engelsk for min fornøjelses skyld.

Det gør jeg nu, og jeg er rigtig glad for, at jeg opdagede, at jeg godt kan. På en eller anden måde, er det befriende, og man kan jo også få læst nogle bøger, som man ellers ville vente længe på, fordi de endnu ikke er udkommet på dansk endnu.

Billede 2

Reklamer