Tags

, , , , , , ,


Tak til David Garmark for at lade mig bruge dette billede, da jeg ikke havde den fysiske bog 😊 Billedet af David er taget af fotografen Les Kaner

Udgiver: Montagne

Udgivet: 14-03-2019

Sideantal: –

Format: Bog, Hæftet

Anmeldereksemplar fra forfatteren

I morgen udkommer der en ny bog af David Garmark. En ny bog med en ny hovedperson. Max Munk.

Vi ved jo allesammen hvor vild jeg personligt var med Ditlev Martins, som er hovedpersonen i Garmarks tidligere trilogi. Dermed har jeg også haft høje forventninger til Max Munk.

Max Munk er ikke Ditlev Martins. Nej, han er helt sin egen.

“Sporede du mobilen?“ Merian smilede. Hun trak en stol

ud foran ham og satte sig ned. Støttede albuerne på bordet, hagen i hænderne, så hendes bryster pressede sammen under den hvide skjorte. Han anstrengte sig for ikke at kigge. Hun havde før givet ham en lussing, når det var sket, sådan var hun nemlig også. Tillokkende og afstraffende. Han fangede med en kraftanstrengelse hendes øjne i stedet.

„Det var ikke nødvendigt. Alle kender tilsyneladende den flotte, mutte dansker med de vilde krøller, der altid sidder alene og ser pissesur ud. Det tog mig en halv time at finde dig.“

„Jeg er en mand af klædelig ydmyghed.“ Munk viste den tomme miniaturekop til bartenderen, der spørgende stak to fingre i vejret. Munk nikkede som svar.”

Lige der midt i kapitel 2, der vidste jeg at Max Munk ville blive et fantastisk bekendtskab.

Rød tåge er en rigtig krimi med både blod, politiarbejde, mord og gåder. Rød tåge er også mystik, hekse, trolde, overtro og sagn. Tilsammen går det op i en højere enhed, når man bliver ledt gennem historien og opklaringen af et mord, snart flere, begået på Hvidø.

Hvert kapitel slutter nærmest med en cliffhanger, så man har svært ved at få lagt bogen fra sig. Man må læse videre, vide mere, opklare mysteriet.

Sammen med Munk og Merian er man underholdt fra start til slut.

Rød tåge er ikke bare en krimi eller en spændingsroman. Den er også fuld af humor. Jeg overvejer f.eks. stadig hvad forskellen på en kæp og en gren er 😉

Det er længe siden jeg har læst en bog, der gjorde mig så åndeløs af spænding.

Hvis du kun læser én bog i år, så lov mig at det bliver Rød Tåge. Så lover jeg, at du ikke bliver skuffet.

Jeg er så glad for der kommer flere bøger om Munk og Merian.