At lytte til musik mens man læser…

Tags

Musik

Jeg har aldrig rigtig kunne lytte til musik eller se fjernsyn for den sags skyld, mens jeg læser.

Da jeg var yngre og Take That køre i loop på stereoanlægget, kunne jeg sagtens finde på at tænde for musikken, og så smide mig på sengen for at læse. Efter et stykke tid, opdagede jeg dog, at jeg ikke lyttede til musikken. Derfor endte det altid med enten – eller.

Det har dog ændret sig de sidste par år. For efter at jeg er begyndt at pendle til og fra arbejde, så er jeg faktisk begyndt at lytte til musik mens jeg læser i toget. Jeg kører ikke særligt langt, så det er ikke altid, at jeg sidder ned, men hvis jeg gør, så sidder jeg helst i stillekupé. Det er dog ikke altid det lige er til at få en plads. Ulempen ved ikke at sidde i stillekupé er at folk snakker, og nogle snakker virkeligt højt -især dem der taler i telefon. Jeg bliver distraheret, primært fordi jeg er for nysgerrig til at lade være med at lytte.

Jeg har fundet ud af, at det ikke er noget problem, hvis jeg bare har musik i ørerne. Dejlig velkendt musik, som er tilpas høj til at overdøve mine medpassagerer, og præcis så lav, at jeg stadig kan læse.

Jeg tænder dog stadig ikke for musikken derhjemme når jeg læser, men fjernsynet kører ofte i baggrunden. Det er dog oftest min mand eller mine unger der ser et eller andet. Mor læser!

Hvad med jer? Hører I musik når I læser?

 

Er læsningen en prioritet?

Når folk spørger mig: “Hvordan får du læst så meget?”, plejer jeg gerne at smile, og svare noget med: “Det ved jeg ikke, det gør jeg bare…”

Faktisk læser jeg jo ikke helt vildt meget i forhold til så mange andre, men med den tid jeg har til rådighed når arbejdsdagen er gået, ungerne er fodret af og hverdagens andre gøremål er overstået, så bliver læsningen for mig en prioritet.

Jeg er blevet meget bedre til at slukke for fjernsynet, lægge telefonen fra mig….med skærmen nedad, og sætte mig til at læse i stedet for. Selvfølgelig er det ikke sådan at jeg forskanser mig i sofaen med min bog og et skilt med VIL IKKE FORSTYRRES, og selvfølgelig får jeg læst mest de aftener min mand ikke er hjemme. Ofte er det dog sådan at han sætter sig med computeren og læser nyheder eller lignende og jeg med min bog.

Jeg læser også ofte i toget og bussen til og fra arbejde. Selvom jeg ikke kører virkelig langt, så får jeg allivel læst 20-30 sider på vejen, og det giver jo en del i sidste ende.

Så ja, læsningen er en prioritet -en dejlig én af slagsen 🙂

 

 

Kender I det…?

Tags

Pendlerliv

Kender I det, at man sidder i bussen eller toget, og er lige ved ar vride nakken af led for, helt casual, at forsøge at se hvad det er passageren over for én læser?

Det kender jeg! Jeg gør det ALTID! Jeg pendler selv til og fra arbejde hver dag, så jeg ser mange mennesker begravet i bøger på min vej.

Allerede på stationen står de fleste af os læsere med sænkede blikke og bøjede arme. På Nørreport er der f.eks. den unge pige, som læser Twilight, og fyren, som har næsen begravet i Kampen om tronen, og sidst men ikke mindst den ældre herre i den lange sorte frakke, som læser biografien om Ricardo, Mirakelmageren.

Nogle gange er bogen løftet så højt, at man kan få et blik af titlen, men for det meste ender jeg altid med liiiige at skulle bøje hovedet en smule for at skimte den. Hvis det er en bog, som er udkommet for nyligt, og den har været meget omtalt i medierne og på diverse sociale netværk, eller hvis det er én man selv har ventet på, så behøver man bare et glimt af for- eller bagsiden for at vide hvad titlen er. Når man så sætter sig ind i togkupeen gentager seancen sig så. Først et blik, og måske et lille knæk med nakken. Her hvor folk sidder ned, kan det godt være lidt sværere at se (til min store fortvivlelse), for de fleste har jo bogen i skødet eller hvilende på bordet.

Jeg har nu opdaget, at jeg ikke er den eneste der har det på denne måde. Jeg gik ellers og troede at jeg var helt unik.

I fredags på vej hjem, sætter jeg mig ind i en stillekupé, og får straks øje på damen, som sidder på modsatte side af mig. Hun sidder med en bog i skødet, men jeg kan ikke se hvad det er for én. Jeg får selv hevet min bog frem, og i det samme lægger mærke til at hun kigger (med hovedet let på skrå) ikke på mig, men på min bog. Jeg vender forsiden imod hende så hun kan se den. Hun bliver en smule befippet, men fniser så, og løfter sin egen bog, så jeg kan se hvad hun læser. Vi smiler til hinanden igen, og vender så blikkende mod hver vores egne bøger. Da jeg stiger af, nikker jeg farvel til hende, og får et smil retur.

Hvor vil jeg hen med det her? Jo altså jeg tænker, at for mig var denne dame helt fremmed, men på en måde blev vi bragt sammen af bøgerne, en fælles interesse, og selvom det kun var for et øjeblik, så er jeg sikker på at hvis jeg skulle møde hende igen, ville vi hilse pænt på hinanden, og hvis ikke det er i en stillekupé ville vi måske snakke om hvad vi sidst har læst, og om det var godt eller skidt. Næste gang jeg forsøger at se titlen på en medpendlers bog vil jeg måske gøre det helt åbenlyst, for hvem ved måske ender det i et smil og ønsket om en god dag.