Tags

, , , , , ,


Girl Online

Udgiver: Simon & Schuster Audio

Udgivet: 25-11-2014

Format: Lydbog

Lyttet på Mofibo

1 stjerne (4)

Girl online er en meget let og sød ungdomsbog. Jeg synes den henvender sig til lidt yngre læsere, i forhold til de YA bøger der ellers bliver udgivet for tiden.

Jeg lyttede til den engelske udgave på Mofibo. Sproget er virkelig nemt, og jeg havde ingen problemer med at forstå det. I starten syntes jeg, at oplæseren, Hannah Tointon, var virkelig irriterende at høre på. Hun havde sådan en lidt spids og lettere overdrevet stemme, men efterhånden syntes jeg hun var rigtig god. Jeg synes faktisk, at hendes stemme passede rigtig godt til selve historien. Noget andet jeg også rigtig godt kunne lide, var at der var små lydeffekter i baggrunden, så når hovedpersonen Penny fik en SMS, kunne man i baggrunden hører en brummen. Det synes jeg var en sjov lille ting.

Penny, som blogger under pseudonymet Girl Online, er simpelthen så sød. Jeg kunne med det samme lide hende. Hun er dog også en smule klodset, og det gør det ikke bedre, at hun er super genert. Måske er det det der gør hende til et let offer, da det går helt galt. Men intet er jo som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget.

Penny, hendes familie og hendes bedste ven Elliot får muligheden for at komme til New York, og her møder Penny Noah. Noah får hende til at slappe af, og hjælper hende med at komme af min sin angst, og giver hende selvtilliden tilbage. Noah er nærmest perfekt. Han er så opmærksom og sød, at det næsten gør ondt. Der er ikke noget at sige til, at Penny forelsker sig i ham. Men der er også noget ved ham, som Penny ikke rigtig kan greje. Der er noget han ikke fortæller. Penny deler sine oplevelser og spirende forelskelse med læserne på sin blog, men var det nu en god idé?

Gennem hele bogen synes jeg Elliot er virkelig irriterende. Han er på ingen måde ”en bedste ven”. Han er egoistisk og jeg synes, at han er påtrængende. Jeg synes han er et påhæng, der for min skyld godt kunne have været en mindre del af historien.

Alt i alt er Girl Online en lidt sukkersød, men dejlig, bog. Er sikker på, at mange unge læsere vil knuselske den. Jeg skal i hvert fald også skal læse/lytte til Girl Online on Tour.