Tags

, , , , , , , ,


Udgiver: People’s Press

Udgivet: 26-10-2017

Sideantal: 190 sider

Format: Bog, Hæftet

1 stjerne (2)

Anmeldereksemplar fra forlaget.

Jeg elsker Mads og Monopolet. Det er dog sjældent jeg hører selve udsendelsen, men jeg hører det så via podcast på et andet tidspunkt. Jeg kan bedst lide at have programmet direkte i ørerne og uden alt musikken. Jeg har et par gange forsøgt at høre det i radioen, men jeg ender altid med ikke at få det hele med, og det er bare så ærgerligt.

Det er efterhånden en del år siden, at jeg stiftede bekendtskab med Danmarks Bedste Radioprogram. En veninde introducerede mig, og var nærmest helt forarget, da jeg sagde til hende, at jeg ikke kendte det. Men det kom jeg til, og for ikke så lang tiden siden genhørte jeg alle de gamle programmer, der ligger som podcast. Vi var helt tilbage til juni 2012 tror jeg.

Så da jeg fik denne citatsamling i hånden var det som at møde en gammel ven. Nogle af citaterne kunne jeg huske at jeg havde hørt i programmet, nogle endda op til flere gange. På side 154 finder vi f.eks. Signe Lindkvists ord om klatgæld og husfisse. Den har været med i programmet et par gange, ligesom hendes ”Svesken på disken”, som dog ikke er med i bogen her.

Mads og Monopolet er et helt fantastisk program, og jeg elsker at vi får et indblik i andre folks liv. Nogle gange er det helt basale dilemmaer folk skriver ind med, andre gange er det dybt alvorlige emner. Og faktisk synes jeg, at lige præcis det som monopolet kan, det er at sætte ord på følelser, som dem det virkelig handler om kan have svært ved at formulere. Nogle gange er monopolet dybt forarget, og andre gange bliver der også lavet lidt grin med dem der skriver ind eller dem der bliver skrevet ind om. Jeg elsker det! Og jeg elsker også, når monopolisterne lige giver os lyttere en opsang eller bare et godt råd med på vejen, som f.eks. når Pernille Rosenkrantz-Theil på side 76 minder os om, at ”Større søskende har pligt til at passe på deres små søskende” eller Asger Aamund der siger, at man altid skal sige sandheden, men man skal ikke rutte med den. Lige præcis dette har hans egen kone Suzanne Bjerrehuus endda citeret ham for i et af programmerne. Jeg havde virkelig svært ved at udvælge mig et yndlingscitat fra denne samling. Jeg kunne blive ved og ved med at fremhæve det en efter det andet. Der er så mange go’e, og man bliver bare i så godt humør af at læse dem, for de minder jo én om et ALDELES FREMRAGENDE program.

Reklamer