Tags

, , , , , , ,


Så blev det igen den tid på året. Allersidst på efteråret. Nemlig tid til Bogforum.

Igen i år vil jeg være at finde i Bella Centret fredag, lørdag og søndag. Jeg glæder mig som sædvanlig til at se og høre en masse forfattere, som jeg kender (ikke personligt selvfølgelig 😉), men også at opdage nye navne. Det er så fantastisk at opleve, at sidde og vente på noget særligt på programmet, og så i mellemtiden blive revet med af en samtale eller en præsentation af en forfatter, som du bare bliver vild med på stedet. Det oplevede jeg flere gange sidste år. Især blev jeg virkelig fascineret af Caitlin Moran, som bland andet har skrevet Sådan opfinder man en pige.

BogforumMit program er fyldt! Jeg tror jeg har 107 ting, som jeg gerne vil se og høre. Men det kan jeg ikke, for nogle af tingene ligger lige oveni hinanden, eller overlapper simpelthen. Så det er bare om at følge mavefornemmelsen på dagen for hvad jeg mest har lyst til.

Noget af det det jeg i hvert fald SKAL nå, er at komme forbi Turbine og høre Tine Bruun fortælle om sin børne/ungdomsroman Englenes Korridor. Den var jeg nemlig ret vild med. Det er kl. 13, hvis andre skulle have lyst til 😊

Derudover vil jeg gerne se og høre Hella Joof, Jesper Stein, Michael Katz Krefeld, Geo, Puk Damsgård og mange mange flere.

Én jeg også har givet en plads i mit program er Adam Silvera, for selvom jeg endnu ikke har læst noget af ham, har jeg jo kunne følge med i hypen omkring ham og hans bøger. Jeg er endda ret sikker på, at jeg vil elske hans bøger, men jeg er bare ikke liiiiige nået til dem endnu. Men snart….det bliver jeg ved med at love mig selv. Måske hans besøg på Bogforum kan skubbe mig det sidste stykke.

Jeg har faktisk hentet den fine Bogforum app ned på min telefon, men jeg har mit program med i printet form. Ved ikke helt om jeg kan overskue en totalt overbooket kalender.

En ting er helt sikkert. Det bliver nogle skønne dage, og jeg glæder mig helt enormt.

Ses vi derude?

Køb din billet her