Tags

, , , , , , , ,


 Udgiver: Turbine

Udgivelsesdato: 03-10-2017

Sideantal: 150

Format: Hardcover

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


I sidste uge udkom denne fine bog. Det er første bog i en ny serie om Anna, der kan tale og se de døde, der ikke er kommet over på den anden side. Jeg er så glad for at det er en serie, for jeg glæder mig allerede til den næste. 

Jeg har altid været fascineret af det spirituelle. Ikke på et højt plan, men netop tanken om, at nogle ikke selv kan finde fred og “bliver hængende” fordi de ikke har nået det de skulle, eller ikke har fået sagt ordentligt farvel, kan jeg godt lide. 

Jeg synes at Tine Bruun formår at få det spirituelle til at blive en integreret del af bogen og ikke noget højtravende, som man måske kunne have frygtet at det ville blive i længden. Bogen gjorde et eller andet ved mig, som jeg kan have svært ved at sætte ord på, men jeg har haft den oppe og vende i mine tanker næsten dagligt, fra jeg blev færdig med den. Især én scene synes jeg var så fantastisk skrevet og uden at afsløre for meget kan jeg sige, at der indgår et hjerte formet af sten. 

Englenes korridor er så fin og smuk en bog, der rørte mig helt ind i det inderste af mit hjerte. Endnu engang er det sådan en ungdomsbog, som os voksne sagtens kan blive fanget af. Bogen rummer både omsorg og kærlighed, blandet sammen med lidt humor.

Jeg synes ikke det gør noget for historien at både Anna og Frederik er børn. Deres indbyrdes forhold forstærkes af deres sorg, og gør også, at man som læser ikke tænker over deres alder. Jeg synes at selve handlingen måske er lidt for forudsigelig, men det er så også min eneste anke, og jeg tror at for en 12-13 årig sidder den lige i skabet. 

Jeg glæder mig så meget til at læse mere om Anna, og følge hendes udvikling. 

Du kan se og høre Tine Bruun på Bogforum fredag den 10. november 2017 kl. 13.00 på Turbines stand. 

Reklamer