Tags

, , , , , ,


IMG_6118 (2)

Udgiver: Turbine Forlaget

Udgivet: 21-06-2016

Sideantal: 376 sider

Format: Bog, Hæftet

Anmeldereksemplar fra forlaget

1 stjerne (2)

Kender I det med at man er så bange for at blive skuffet over en bog? Sådan havde jeg det med Safirblå. Jeg elskede Rubinrød så meget, at det næsten ville føles forkert ikke at kunne lide den næste i serien. Heldigvis blev jeg på ingen måde skuffet. Tværtimod! Jeg var vild med Safirblå også.

Historien fortsætter lige der, hvor Rubinrød sluttede. Man får en fornemmelse af, at Kerstin Gier har skrevet begge bøger (måske alle 3) ud i én køre. Det fungerer rigtig godt.

Jeg blev igen grebet af historien om Gwendolyn, Gideon og den hemmelige kreds.

Jeg synes klart, at persongalleriet folder sig mere ud i denne bog. Der er nærmest ikke nogen jeg ikke kan lide. Ikke engang greven. Noget af det bedste og måske klogeste træk er at bringe Xemerius ind i billedet. Hans figur er både finurlig, (selv)højtidelig og sjov. Gideon er stadig skøn, selvom han ikke er til at finde ud af, men jeg har en fornemmelse af, at han virkelig godt kan lide Gwendolyn. Og så er jeg helt sikker på han kysser fantastisk 😉 En anden jeg også rigtig godt kan lide, er én, som Gwendolyn møder på en af sine elapseringsspring. Jeg kan desværre ikke afsløre hvem det er, da det ville spoile for meget.

Det er simpelthen så irriterende at vogterne ikke vil afsløre overfor Gwendolyn hvad det egentlig er for en ”mission” de sender hende og Gideon ud på. Hun får stadig bind for øjnene når de skal ned i kronografrummet, og hun bliver udelukket fra møderne, mens Gideon helt naturligt er en del af det hele. Det eneste hun ved med sikkerhed, det er at det handler om Lucy og Poul. Meeeeeeen mon ikke der er mere i det end som så. Samtidig er det også det, der får en til at læse videre. Siderne vender nærmest sig selv når man først går i gang.

Reklamer