Den anden dag så jeg et opslag på Facebook. Det handlede om, at der i Danmark bliver udgivet for meget litteratur. For meget dårlig litteratur vel at mærke. Den pågældende havde været ude og handle, og set to unge mænd lægge to skodbøger i deres kurv. Det gjorde åbenbart denne person så forarget, at der måtte tages et billede af udvalget af bøger man kunne vælge i mellem. Her var blandt andet Hosseinis Og bjergene gav genlyd, Jesper Steins Uro, Valeurs Det syvende barn og Dan Browns Inferno. Kort sagt et bredt udvalg af tidens mest populærer bøger. Opslaget afsluttes med en bemærkning om, at al denne overflødige litteratur kan være med til at lære vores mange analfabeter at læse….

Jeg er ikke helt sikker på, om det virkelig var et surt opstød, eller om det var ment helt alvorligt. Enten eller blev jeg en smule stødt af opslaget, og jeg kunne læse i kommentarerne at jeg ikke var den eneste. En ting er, at vi ikke alle har samme smag og derfor foretrækker nogle at læse krimi fremfor chick-lit eller omvendt, men hvem siger, at den ene genre er bedre end den anden?

Findes der virkelig god og dårlig litteratur? Kommer det ikke an på, om den der læser synes om det skrevne?

Er klassikere bedre litteratur en ny litteratur? Men klassikerne har jo også været ny litteratur engang.

Jeg har ikke et svar, men jeg tror det der provokerede mig mest ved opslaget var, at det lød som et udtryk for at ÆGTE litteratur (hvad det så end er) er forbeholdt eliten og alt det andet bras kan pøblen hygge sig med.

Følte jeg mig ramt? Ja, det gjorde jeg nok lidt, for jeg elsker nemlig både Hosseini og Jesper Stein!!!

Advertisements