Tags


Som ambassadør for vores lokale bibliotek, var jeg så heldig at jeg fik et boggavekort til vores lille lokale boghandler i julegave. Gavekort er simpelthen noget af det bedste jeg ved. Især når det er til bøger. Før i tiden, da jeg stadig var i boghandlen, benyttede jeg mig ofte af min personalerabat og købte bøger i tide og utide. Selvfølgelig var jeg dog rimelig fornuftig. Der skulle jo også gerne gå penge ind på kontoen når jeg fik løn. Nu planlægger lidt mere, når der skal tilføjes bøger til reolen derhjemme.

I går var jeg så endelig forbi boghandlen for at bruge mit gavekort. Jeg har længe gået og overvejet hvilke bøger, der skulle med mig hjem, og havde en lille liste med mig, så jeg havde noget at gå ud fra.

Jeg gik længe rundt i butikken. Det er jo svært at bestemme sig, når man først er der. I princippet kunne jeg jo have købt hele butikken, men eftersom gavekortet lød på 200 kr. måtte jeg nøjes med et par stykker.

Valget faldt på Forbandede yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky og den anden var krimien Alex af Pierre Lemaitre. Begge har virkelig fået fantastiske anmeldelser, og Anne-Cathrine vandt De gyldne Laurbær i 2013 med netop Forbandede yngel. Derfor glæder jeg mig også meget til at læse begge to, men indtil videre har de fået plads i min bogreol og bor nu fast hos mig. Det er jeg rigtig glad for.

Advertisements