Tags

,


Herhjemme har vi altid læst meget. Lige siden drengene var små har vi læst for dem. Papbøger, billedbøger, flapbøger you name it! Vi har været hele repertoiret igennem. Faktisk var det sådan med den store, at han hverken brugte sut eller nusseklud, men bare skulle have en bog med i seng. Det har vi grint meget af, og i vuggestuen havde de aldrig oplevet noget lignende. Det hjalp også på bogsamlingen, at jeg arbejde i en boghandel dengang.

Glæden ved bøgerne hænger ved, og jeg håber inderligt, at jeg har præget mine børn så tilpas meget med min egen kærlighed og interesse for bøgerne, at de vil finde det helt naturligt at læse resten af livet.

Til jul fik min nu 9-årige søn, som allerede er en dygtig læser, Manu Sareens Iqbal Farooq og den sorte pjerrot i mandelgave. Det var den letlæselige udgave. I sidste uge læste vi den så sammen. Først læste jeg lidt, og så læste han lidt. Det tog os kun et par dage at blive færdige. Hold nu op hvor var den sjov. Vi hylede alle sammen af grin, ja selv den lille på 4, var helt ødelagt.

GetAttachment 2

Jeg fortalte at der jo fandtes en original udgave af bogen, og at den var længere, så måske vi skulle låne den og læse, for vi har i hvert fald ikke fået nok af Iqbal endnu.

GetAttachment 1

I torsdag var der så bibliotekstime på skemaet, og hvad var så mere nærliggende end at låne bogen der. Det gjorde Y. Han kom slæbende hjem med ikke bare én, men hele tre bøger om Iqbal Farooq. Hvorfor nøjes med en, når de nu havde tre… Mor er stolt 🙂

Er det forkert at presse på for at få sine børn til at læse? Det synes jeg ikke, og jeg indrømmer gerne, at jeg gør det. Det ville glæde mig, hvis de, når de blev voksne, ville nyde at læse ligeså meget som jeg selv gør. Og desuden tror jeg på, at hvis man læser højt for dem fra de er helt små, så får de nemmere ved selv at lære at læse.

Advertisements